Efter Coop-skilsmisse: Nu skal dristig manøvre i landsby stå sin prøve
Butikken hang i laser - og gælden voksede.
For den lokale brugs i nordjyske Lendum var tingenes tilstand kritisk, skriver Nordjyske. Derfor var der brug for hjælp fra lokalsamfundet og områdets borgere.
Samt et kædeskifte.
Sidstnævnte træder i kraft denne torsdag, når Coop officielt erstattes af Dagrofa - og Dagli'Brugsen ditto erstattes af Min Købmand.
- Vi var lukningstruede, og vi skyldte Coop en halv million kroner for vareleverancer, fortæller Søren Tjønneland, der er formand for Lendum By og Omegns Brugsforening.
Lukket i en måned
Der har været livlig aktivitet i de omkring 350 kvadratmeter butiksareal op til torsdagen åbning.
Der er lagt nye gulve, der er kommet ny belysning, væggene er malet, en ny kasselinje er stillet op og nye kølemontre til mejerivarer samt frugt og grønt er i drift.
Moderniseringen af den lokale købmand har kostet over én million kroner - og igen har lokalsamfundet været bragt i spil for at få enderne til at mødes.
Donationer - fra blandt andre også den lokale idrætsforening - har bidraget til, at primært køle- og fryseskabe er blevet udskiftet.
Det var nødvendigt, da inventaret var slidt op i de tidligere Dagli'Brugsen-klæder.
Bruddet med Coop
En dristig beslutning.
Sådan betegner Søren Tjønneland selv beslutningen om at skrotte Coop - og tilvælge Dagrofa.
- Det var den eneste måde, vi kunne femtidssikre butikken på. I efteråret tænkte jeg da godt nok: Gad vide, om det, vi har kastet os ud i, lykkedes, erkender formanden.
Men bekymringerne blev gjort til skamme.
Borgerne i Lendum har tegnet andele for omkring en halv million kroner - andele, som man vel og mærke kan få tilbage, hvis man en dag eksempelvis flytter fra byen.
Dagrofa smider også et stort beløb i renoveringen - og resten låner brugsforeningen selv.
- Og Dagrofa har jo også valgt at gå ind i projektet, fordi de kan se, at der er et grundlag for at drive butik med de afstande, der er til andre butikker rundt omkring.
- Bekymringen er jo, at når der ikke er en dagligvarebutik, så er der mange, som ikke vil bosætte sig - og det ender jo også med at udhule de lokale institutioner, eksempelvis skolen, siger Søren Tjønnelund.
Den nye købmand i Min Købmand i Lendum bliver i øvrigt Dennis Bak, der overtager fra Ronni Høyer, der ikke ønskede at fortsætte i det nye format.